• Onsdag morgen anholdt politiet fire finansfolk. Det hele startede med en konkret mistanke i Nordea

    Источник: BDK Finans / 19 дек 2024 06:20:57   America/Chicago

    Onsdag eftermiddag kunne National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) fortælle, at politiet om morgenen havde anholdt fire mænd i alderen 34 til 38 år. De fire arbejder alle i den finansielle sektor, nogle af dem er bankansatte, og er blevet sigtet for medvirken til dokumentfalsk af særlig grov karakter i forbindelse med ejendomshandler. De indledende undersøgelser, der i sidste ende har ført til de fire anholdelser, er ifølge Nordea begyndt hos banken selv. »Vi har hos Nordea identificeret, at der potentielt foregik hvidvask gennem ejendomsfinansiering hos os på baggrund af falske dokumenter,« fortæller Anita Nedergaard, der er hvidvaskchef i Nordea. Nordea kan ikke oplyse, om nogen af de anholdte arbejdede i banken. De forfalskede dokumenter er ifølge gårsdagens pressemeddelelse fra NSK brugt til, at flere personer kunne optage huslån for et samlet beløb på ikke under 150 millioner kroner. Der kan for eksempel være tale om forfalskede lønsedler eller årsopgørelser, der har fået det til at se ud, som om låntagerne har haft en højere indkomst, end de reelt har haft. Det har betydet, at låntagerne har kunnet optage et større lån, end reglerne hos bankerne har tilladt. »Dokumenterne er efter NSKs opfattelse blevet forfalsket mod betaling fra personerne, der ansøgte om lånene,« lød det i meddelelsen. Gøre sig selv sårbar Allerede for et par år siden kunne Nordea se, at der foregik aktiviteter, som kunne tyde på, at forfalskede dokumenter blev brugt i forsøget på at hvidvaske penge gennem ejendomshandler. Nordea bragte sine bekymringer og egne undersøgelser med ind i det såkaldte ODIN-samarbejde, som er et samarbejde mellem myndigheder og private aktører, herunder en række banker. Samarbejdet har netop til formål at forebygge og bekæmpe eksempelvis kompleks hvidvask og terrorfinansiering. »Vi bragte det, vi havde identificeret, med ind i ODIN-samarbejdet, og sagen kørte som en test-case for samarbejdet. Gårsdagens anholdelser udspringer af dette samarbejde,« siger Anita Nedergaard. »Dette viser ODINs styrke. Der er tale om en enorm kompleks sag, som involverer flere banker og finansielle virksomheder,« fortsætter hun. Hun forklarer, at Nordea ikke selv har haft det fulde billede af sagens omfang, men at ODIN-samarbejdet har vist, at nogle andre i samarbejdet sad med andre brikker til puslespillet. Det er NSK, der faciliterer ODIN-samarbejdet og har styret sagen med sit efterforskningsperspektiv, forklarer Anita Nedergaard. »Det har fungeret fantastisk godt. Men ODIN-samarbejdet forudsætter selvfølgelig, at man som finansiel virksomhed – som vi har gjort – tør stille sig frem og fortælle, hvilke problemer man har identificeret. Vi har på den måde gjort os sårbare for at spille os alle sammen bedre.« Også Danske Bank sidder med i ODIN-samarbejdet, men banken har ingen kommentarer til den konkrete sag. Men onsdag kom der en generel kommentar: »Vi noterer med tilfredshed, at anholdelserne ifølge NSK skal ses i sammenhæng med ODIN-samarbejdet ledet af NSK og med deltagelse af finansielle institutter samt andre relevante myndigheder, hvor vi i fællesskab markant har styrket mulighederne for forebyggelse og bekæmpelse af økonomisk kriminalitet i Danmark, som også er et højt prioriteret fokusområde internt og eksternt for Danske Bank.« https://www.berlingske.dk/virksomheder/onsdag-morgen-anholdt-politiet-fire-finansfolk-det-hele-startede-med
Опубликовать